Dødsbobehandling

Dødsbobehandling

Det er en svær tid, når man mister én, man holder af. Samtidig er der en lang række praktiske forhold, som skal ordnes. Der kan være spørgsmål til ubetalte regninger, fordeling af indbo, en ejendom der skal sælges, et bo der skal gøres op og ikke mindst en begravelse, der skal arrangeres. Herudover er der spørgsmålet om, hvem der skal arve og hvor meget og hvad arvingerne risikerer at hæfte for.

Det kan være svært at finde rundt i reglerne og bevare overblikket, når sorgen er størst. Her hjælper jeg med at sørge for, at De får svar på alle de juridiske og praktiske spørgsmål, der kan være, så De kan bruge tiden på dét, der er vigtigst.


I forbindelse med bobehandlingen kan jeg bistå med samtlige nødvendige ekspeditioner, herunder blandt andet indrykning af proklama i Statstidende, udarbejdelse af de krævede opgørelser (åbningsstatus, dødsboopgørelse, selvangivelse) samt værdifastsættelse og salg eller udlæg af indbo, bil og fast ejendom m.m.

Jeg har stor erfaring med behandling af både solvente og insolvente dødsboer og kan bistå med rådgivning om valg af skifteform, herunder også rådgivning om boets skattemæssige forhold samt øvrige praktiske og juridiske forhold, De bør være opmærksom på i forbindelse med et dødsfald.